Slut op om kampen mod sult
Søndag 6. juni 2010
Søndag 6. juni 2010 inviterer Soroptimist International Ringsted og Køge til en flot gåtur gennem Ringsted. Gåturen er en del af det globale Walk the World-initiativ, som hvert år samler folk fra hele verden til en global gåtur mod sult.
I Ringsted starter vi præcis kl. 11.00 fra Torvet, hvorfra der er flot udsigt til Sct. Bendts Kirke. Herfra går turen forbi det stilistiske rådhus, som er tegnet af Steen Eiler Rasmussen (1934), gennem Klosterlunden nedenfor Sct. Bendts Kirke og videre op gennem byen, for derefter at følge ”Turen i Ringsteds træer”, hvor mange grønne områder passeres, inklusiv det nyplantede ”Ringstedtræet”, som indvies med skilt, bænke m.m. ved Plant et Træ Ringsteds årsmøde lørdag den 19. juni i år. Turen passerer også Ringsted Museum, hvorefter vi slutter på Torvet med overrækkelse af sponsorgaver. Hele turen er meget børnevenlig, og undervejs vil vi blive ledsaget af Ringsted Musikskoles Street Parade.
Du kan gå med ved at donere kr. 100 (børn under 16 år deltager gratis). Pengene går via Stop Sult Fonden til FNs Fødevareprograms (WFP) skolemadprogram i Tanzania. For kun kr. 300 kan et barn i Tanzania sikres skolemad i et helt år.
Tilmelding
Tilmelding kan ske på dagen eller ved at indbetale en donation på Soroptimist International Ringsteds bankkonto i Danske Bank, reg.nr: 4955, kontonr:3284 028 686.
For yderligere information og tilmelding kontakt arrangør Hanne Duffy på tlf. 5761 8676 eller email hanneduffy@hotmail.com
Gåturen arrangeres af Soroptimist International, der arbejder for fremme af menneskerettigheder og for forbedring af kvinders vilkår i alle lande. Vi er neutrale i parti-politiske og religiøse spørgsmål og lægger vægt på at skabe et bredt netværk mellem kvinder.
(www.soroptimist-danmark.dk)
Danish United Nations Association & World Food Programme Nordic Office © 2010