
WFPs skolemadprogram motiverer fattige børn til at gå i skole og hjælper dem til at kunne koncentrere sig om deres studier.
For et barn der sulter, er det eneste, der betyder noget, om man får noget at spise - ikke om man møder i skole. Ud af verdens 300 millioner kronisk sultne børn anslås det, at 170 millioner ikke får noget at spise i skoletiden, mens 100 millioner slet ikke går i skole.
Fattige børn får ofte ikke nok at spise derhjemme, og kun de færreste skoler har en kantine. Børn på tomme maver bliver let distraherede og har svært ved at koncentrere sig i timerne. Denne sult hæmmer barnets evne til at lære og studere.
I mange tilfælde medfører alvorlig underernæring, at barnet hæmmes i dets mentale og fysiske udvikling, hvilket igen lægger en ekstra byrde på de fattige lande.
Undersøgelser bekræfter, at grundlæggende uddannelse er den bedste investering, man kan foretage i et lands økonomi og i opbygningen af et dannet, selvforsynende og sundt samfund.
WFPs arbejde
WFP tror på, at et nærende måltid mad i skolen er en enkel, men effektiv måde at hjælpe et fattigt
barn til at trives og lære. WFP har i snart 40 år været den største leverandør af mad til skoler i
den 3. verden. I 2005 brødfødte WFP 16,6 millioner skolebørn i 72 lande. I samarbejde med nationale
regeringer, lokale myndigheder, donorer samt internationale og regionale hjælpeorganisationer bruger
WFP mad som ’lokkemiddel’ til at få børn til at møde i skole - og sikre at de bliver ved med at gå der.
WFP koncentrerer sig om de områder, hvor skolegangen er lavest, og hjælpeprogrammet forventes at have den største effekt. I disse fattige skoler etablerer WFP kantiner, hvor skolebørnene får varm mad og nærende snacks. Når der serveres mad i skolen, stiger antallet af elever kraftigt. Undersøgelser viser, at elevantallet ofte fordobles på et enkelt år, når der serveres mad i skolerne. Og over en toårig periode øges elevernes færdigheder med helt op til 40%.
Det er muligt at servere et sundt måltid mad til et sultent skolebarn for kun 1,25 kroner om dagen og 250 kroner om året.
WFP arbejder tæt sammen med lokalsamfundet og børnenes forældre for at sikre, at skolemadprogrammet opretholdes. Frem til i dag har 28 lande ’bestået’ programmet og står nu selv for alt det praktiske arbejde.
Danish United Nations Association & World Food Programme Nordic Office © 2007